Sammen mod løndumping

I forbindelse med opførelsen af Dahlerups Tårn i Carlberg Byen er et dansk betonsjak skiftet ud med billigere polske arbejdere. 
Mandag morgen den 29. juni vil det danske sjak tage imod de polske kolleger for at støtte deres ret til at organisere sig og få samme løn og rettigheder, skriver det danske sjak i en pressemeddelelse

Det tyske entreprenørfirma Züblin har valgt at skifte et lille dansk entreprenørfirma EMCH og deres danske betonsjak ud med det polskejede bemandingsbureau Budomex, fordi Budomex kan bygge det 80 meter høje Dahlerups Tårn i Carlsberg Byen billigere.

Der er ingen tvivl om at Budomex udelukkende er billigere end EMCH, fordi deres polske betonarbejdere får en meget lavere løn end deres danske kollegaer.

- Vi er organiseret i fagforening, og havde aftalt en timeløn på 227,5 kr/timen, og vi var på vej på akkord. Budomex’s polske betonarbejdere tør ikke melde sig i fagforening. De får en timeløn, der ligger meget tæt på mindstelønnen, og de får ikke overtidsbetaling, siger det danske betonsjak i en pressemeddelelse.

- Det er en ulige konkurrence, som hverken vi betonarbejdere eller EMCH kan gøre sig nogen forhåbninger om at vinde.

Fagbevægelsen i byggeriet kæmpede under OK20 for at få effektive værn mod denne form for løndumping, men kampen blev aflyst på grund af Corona

Tør ikke melde sig i fagforening
De polske betonarbejdere har flere gange fortalt fagforeningen, at de er bange for at blive fyret, hvis de melder sig i fagforening, og historien viser, at de nok har ret. 

Derfor vil vi møde vores polske kollegaer den første dag, vi ikke længere arbejder på byggepladsen, for at vise at vi støtter deres ret til at organisere sig i fagforening, gå på akkord og forhandle deres løn og arbejdstid.

- Hvis det ikke lykkedes at organisere udenlandske arbejdere som polakkerne i Budomex, vil konkurrencen om arbejdet presse de danske lønninger ned, og underminere opbakningen til EU. Ikke mindst hvis Corona krisen bider sig fast.

Sammen mod løndumping
Mandag den 29. juni, kl. 6.00-7.00
Züblins byggeplads på J.C. Jacobsens Gade 7 i Carlsberg Byen 

Menu