3F advarer medlemmerne om fup-emails

Svindlere benytter corona-krisen til at forsøge at lokke personfølsomme oplysninger ud af medlemmerne af 3F.

Samtidig med at 3F arbejder på højtryk for at servicere og besvare spørgsmål fra bekymrede medlemmer, der har mistet deres job, er blevet sendt hjem eller på anden vis er berørt af corona-krisen, er der begyndt at dukke falske e-mails op i medlemmernes indbakker.

Her forsøger svindlere blandt andet at franarre 3F’erne personfølsomme oplysninger som deres CPR-numre, advarer Louise Balleby, chef for Marketing, Online og Medlemskommunikation i 3F.

- Vi er i fuld gang med at sende nyhedsbreve ud til medlemmerne om, hvordan de skal forholde sig under corona-krisen. Samtidig har vi fået henvendelser fra mange medlemmer, der har modtaget falske e-mails, hvor afsenderen giver sig ud for at være 3F, siger Louise Balleby.

- I 3F vil vi dog aldrig bede medlemmerne om personfølsomme oplysninger i en e-mail. Men vores bekymring er selvfølgelig, at der er nogen, som hopper på den, siger hun.

Tag kontakt, hvis du er i tvivl

Louise Balleby opfordrer alle, som er i tvivl om, om det vitterlig er 3F, der har henvendt sig til dem, til at kontakte fagforbundet eller søge information på www.3f.dk, hvor der også advares mod de falske e-mails.

- Og er man i tvivl, vil en e-mail fra 3F altid ende på @3f.dk. Gør den ikke det, er den ikke fra os, siger Louise Balleby.

Menu