3F giver sårbare kvinder værdifuldt tilbud om at lære dansk

3F Midt & Østsjælland vil nu give en af Danmarks skrøbeligste grupper – rengøringsassistenter med anden etnisk baggrund - et kursus i dansk, så de bedre kan stå på egne ben.

Det er ikke usædvanligt, at arbejdsgivere truer med at fyre dem. De blander farlige cocktails af rengøringsmidler og bliver nedslidt af forkerte arbejdsstillinger. Fordi de ikke taler dansk, er kvinder i rengøringsfaget med tyrkisk, filippinsk eller thailandsk baggrund blandt Danmarks mest skrøbelige grupper, og 3F Midt & Østsjælland vil nu i samarbejde med deres nuværende arbejdsgivere give nogle af dem et kursus i dansk, så de bedre kan stå på egne ben. Kurset skal strække sig over otte til 16 uger afhængig af kvindernes forudgående danskkundskaber.

- Vi vil give cirka 50 kvinder og mænd så meget danskundervisning, at de kan gennemføre et AMU-kursus, fortæller Monica de las Mercedes, initiativtager og faglig sekretær i 3F.

Kvinderne kommer fra arbejdspladser i Ringsted, Faxe og Stevns Kommuner – i Ringsted er de ansat hos ISS. Der gemmer sig også grupper af mænd fra bl.a. Polen og Rumænien blandt lokalområdets rengøringsassistenter.

På andres nåde

Projektet retter et særligt fokus på de kvinder, som lever et liv på andre menneskers nåde og fromme:

- De er rigtig dygtige til at gøre rent. Men nogle af dem taler så dårligt dansk, at de ikke kan gennemføre virksomhedernes kurser eller AMU-kurser i rengøring, fortæller Monica de Las Mercedes.

Ufrie og afhængige

Kvinder af tyrkisk oprindelse forhindres ofte i at integrere sig i samfundet af deres mænd, og nogle kvinder fra Filippinerne og Thailand er meget tæt bundet til deres danske mænd. For begge grupper gælder det, at flere danskkundskaber vil give dem større chancer for at kunne klare sig selv, hvis ægtefællen dør – eller hvis de skulle ønske at gå hver til sit. Danskkurset kan være første skridt på vejen.

Jobrotation

Kurset foregår hos EUC Sjælland i Haslev fra oktober i år. Det er stablet på benene som jobrotation. Deltagerne får fuld løn under kurset, og arbejdspladsen får en vikar fra det lokale jobcenter under kursusforløbet. En række aktører samarbejder med 3F om at gennemføre projektet. Deriblandt ISS, EUC Sjælland, Sprogcenter Næstved og Faxe og Stevns Kommuner.

Tidsplan

  • I maj og juni holdes informationsmøder for rengøringsassistenterne
  • I august testes deltagernes danskkundskaber
  • Kursus tilpasset deltagernes niveauer begynder fra oktober måned

Yderligere oplysninger

Monica de las Mercedes, faglig sekretær i 3F Midt & Østsjælland
8892 4971/ 5130 8338

Per Thomsen, afdelingsformand i 3F Midt & Østsjælland
8892 4980/5120 9574        

 

Menu